Samtidig med at vi stræber efter den gode karriere og har vores børn i institution i rekordmange timer pga. vores lange arbejdsdage, kan vi også få øje på en bevægelse, der går i en anden retning: At træde ud af 37-timers jobbet, arbejde mindre og lave noget andet i stedet. Igennem de seneste år har jeg skrevet en ph.d. om dette fænomen.
Der er forskellige grunde til at vælge at arbejde mindre, og livet med færre lønnede timer ser forskelligt ud. Ikke desto mindre oplever jeg, at der midt i forskelligheden også er noget fælles for dem, jeg taler med. En fælles kritik. Et fælles sigte. Fælles længsler efter at bryde ud af det eksisterende.
På baggrund af interviews med en række vidensarbejdere, der aktivt vælger at arbejde under 25 timer/ugen, har jeg særligt fundet to bagvedliggende længsler:
– Længlsen efter et relationelt bidrag: At kunne bidrage til samfundet gennem andet end lønnet arbejde, på en måde der gør en direkte forskel for nogen.
– Længslen efter en regenerativ væren: At kunne være i verden i naturlige bølger af op- og nedsving, af blomstren og visnen.
I den eksisterende debat om arbejdstid, overser vi ofte disse længsler – faktisk er kun toppen af længselsisbjerget overhovedet synligt for det blotte øje. Vi må altså dykke helt ned under vandet for at finde de dybeste længsler, til der hvor sprog for dem endnu ikke er fuldt udviklet.
Gennem mine interviews bliver alternativerne levende, og en gruppe, der kun i begrænset omfang har haft forskningens interesse, kommer til orde. De fortæller om det skønne og det hårde. Om de uforløste drømme. Om når samfundet står i vejen. Om tvivl og vaklen og savn af tidligere tiders stabile indkomst og kollegaskab. Og om det, der alligevel holder dem fast i troen på, at de ikke skal tilbage i 37-timers jobbet.
I min ph.d. er jeg blandt andet inspireret af post work-forskningen, der rejser det utopiske spørgsmål: Hvad hvis lønnet arbejde ikke var så centralt i vores samfund og hverdagsliv?